Benspænd for lokal dynamo
Ti års opbygningsarbejde kan være spildt, når skolen som er centrum for foreningens aktiviteter, lukker
»Lige nu er vi i krise. Skrækscenariet er, at vi ikke er frivillige om to år. Vi har brugt ti år på at banke foreningen op til det, den er i dag,« siger Maibritt Mathiasen, formand for Guldborg IF, der brænder for sin forening.
I 2008 blev hun kåret som årets ildsjæl i Guldborgsund Kommune, men siden har kommunalpolitikerne spændt ben for hendes begejstring med deres beslutning om at lukke Guldborgland skole, hvor alle foreningens aktiviteter foregår.
Guldborgland skole er blot en af i alt 82 skoler, der nedlægges i år. Det udfordrer det lokale foreningsliv, der mange steder er en dynamo i det lokale fritids- og kulturliv.

Madlavningsholdet "Børneos" har været en populær aktivitet i Guldborg IF (Illustration: Charlotte Pardi)
Den lokale ånd går fløjten
Guldborg IF bruger ikke bare gymnastiksalen til 11 hold fra mandag til torsdag, men også skolekøkken, fællesarealer, klublokale og de udendørs arealer til fodbold. Nu skal skolen sælges, og fodboldafdelingen har fået bud om at rykke hjørneflagene op og flytte otte kilometer hen til naboklubben.
»Det er det seneste gys, vi har fået. Den lokale ånd går fløjten. Jeg ved ikke hvad de tænker på,« siger Maibritt Mathiasen med adresse til kommunen, der tidligere har tilbudt, at gymnastikken kunne rykkes til Stubbekøbing 30 kilometer derfra. Der er ledige lokaler fra kl. 21-23.
Det er her vi vil være
»Vi har 42 trænere og ledere i foreningen, og de vil ikke rykke 30 km for at undervise. Det er her, det er sjovt at være,« siger Maibritt Mathiasen.
Guldborg IF har mere end almindelig træning på programmet. Klubaftener og madlavningsholdet Børneos er med til at skabe sammenhold i lokalsamfundet. På Børneos laver børnene sund mad en time om ugen.
»Vi tænkte, hvorfor ikke prøve? Både gymnaster og fodboldspillere har deltaget, og der er venteliste. Nogle af dem er kommet hjem med nye opskrifter, og det er populært,« siger Maibritt Mathiasen
Aktiv i debatten
»Det er vigtigt at lave den slags aktiviteter, når man bor i et lille samfund.«
Derfor har foreningens ledere deltaget aktivt i kampen for skolen med debatindlæg, produktion af bannere, t-shirts og høringssvar.
»Jeg har fået brugt helt andre sider af mig selv og lært nye ting, som jeg ikke vidste, man skulle kunne som leder,« siger Maibritt Mathiasen.
Nu er fundamentet væk, og de er bange for at det hele smuldrer. Skolen lukker 1. juli, så efter ferien skal eleverne køre cirka 10 kilometer til Ellekildeskolen.
»Det bliver noget helt andet. Med stor sandsynlighed vil børnene træffe andre klubvalg og få andre kammerater,« siger Maibritt Mathiasen.
Opdateret 23. marts 2011 Af Kirsten Harkjær LarsenEjer: Kommunikationsafdelingen